Regeringen stiller forslag om, at tillade Airbnb op til 70 dage om året. Cobblestone har lavet den første undersøgelse herhjemme om emnet og den viser, at de fleste boligforeninger ønsker færre udlejningsdage for at undgå støj.
Kun meget få boligforeninger oplever alvorlige problemer, når beboerne udlejer via Airbnb. Samtidig støtter de fleste boligforeninger idéen om begrænset og kontrolleret udlejning via Airbnb og lignende portaler.
Sådan lyder konklusionerne på en ny undersøgelse fra en undersøgelse vi netop har foretaget.
Hos Cobblestone har vi kigget på erfaringerne i 100 ejerboligforeninger og 100 andelsboligforeninger som vi har i administration. Undersøgelsen er den første analyse af danskernes lyst til at være Airbnb-nabo'er, og hvordan det påvirker boligforeningerne.
To ud af tre siger ja til begrænset udlejning
- Mest opsigtsvækkende er, at to ud af tre andelsboligforeninger, som har forholdt sig til problematikken, ved at tage det op på en generalforsamling, har givet adgang til at udleje via Airbnb, dog i begrænset omfang. Regeringen har stillet forslag om, at man må udleje i 70 dage om året, men vores undersøgelse viser, at de fleste boligforeninger ønsker færre udlejningsdage. Alle boligforeninger i vores undersøgelse, der har tilladt kortidsudlejning, har vedtaget begrænsninger under de 70 dage. Ellers ville det være for voldsom en belastning for dem, siger administrerende direktør hos Cobblestone, Rasmus Juul-Nyholm.
Eksplosion i antal Airbnb-værter
Antallet af danske udlejere via Airbnb stiger efter alt at dømme år for år, indikerer besøgstal fra tjenesten.
I 2017 tjekkede 900.000 Airbnb-besøgende ind på et værelse eller i en lejlighed i Danmark. Året før i 2016 var der tale om 732.000. I 2014 logerede 214.000 personer i danske Airbnb-hjem, mens tallet i 2012 kun var 28.000.
Hyppig udlejning slider på beboerne
- Det er yderst sjældent, at boligforeningerne giver lov til at leje ud i 70 dage årligt. Erfaringerne fra boligforeningerne viser, at hvis blot en eller to beboere i en opgang udlejer så ofte, medfører det en belastende larm og trafik, der både slider på de andre beboere og i bogstavelig forstand på opgangene, fortæller Rasmus Juul-Nyholm.
Kun få oplever større problemer
- Derfor hersker der i boligforeningerne konsensus om, at beboerne gerne må udleje, men kun i begrænset omfang. På positivsiden betyder det igen, at kun omkring én ud af 20 ejer- og andelsboligforeningerne oplever større problemer på grund af udlejning via Airbnb, uddyber han.
Hver tredje andelsboligforening har behandlet forslag om at leje ud via Airbnb, men stemt nej. Mange ejerboliger, der anvendes til Airbnb-udlejning, er projektboliger, som er købt til korttidsudlejning, fremgår det af undersøgelsen.
Læs mere
Sådan indretter man vedtægterne med henblik på at tillade, men samtidig kontrollere, omfanget af korttidsudlejning. Læs artikel >>>
Airbnb - Problemer og muligheder. Kommentar til regeringens lovforslag om at tillade 70 dages korttidsudlejning. Læs kommentar >>>