Nogle gange kan det være en god ide at gøre det enkelt. Dette er nogle bud på nogle helt enkle forhold, som man bør være opmærksom på, når man søger bolig.

1. Husk på de 3 vigtigste forhold, når man skal vurdere en ejendoms pris.

Det er beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Det har utrolig stor betydning for prisen om en ejendom ligger i ét område eller i et andet området, om der er udsigt over vandet eller S-tog i baghaven. Et gammelt køkken kan renoveres, og de brune fliser på badeværelset kan skiftes ud, men ejendommen kan ikke flyttes, hvis der er noget i vejen med beliggenheden.

2. Vær opmærksom på lyset. Der er ikke særlig meget lys i Danmark om vinteren. Hvis ejendommen eller lejligheden er mørk kan det blive en meget trist oplevelse at bo der hele året rundt. Det lægger man ikke altid mærke til på en solskinsdag.

3. Vær opmærksom på transporttiden. Tænk på hvor lang tid I bruger hver dag på at komme på arbejde, på indkøb eller til og fra skole med børnene. Mange mennesker bruger en stor del af deres liv i biler, busser og tog. Det er dyrt, og transporttiden går fra jeres fritid. Der kan derfor være både tid og penge at spare i at vælge en bolig, der ligger tæt ved arbejde eller bare tæt ved stationen.

4. Se altid mindst 10 ejendomme, før I køber en. Det er den eneste måde at I kan danne jer et fornuftigt billede af hvad man kan få og hvad det koster. Se også på ejendomme hos forskellige ejendomsmæglere, det kan også hjælpe med til at give et bedre overblik. Lige meget hvad, så er det kun jer selv, der kan vælge jeres egen bolig.

5. Sammenlign altid kontantpriserne, når I sammenligner priser på ejendomme. Bruttoydelsen eller nettoydelsen skal I bruge til vurdere hvad I har råd til, men ved sammenligning af priser på forskellige ejendomme skal I altid bruge kontantprisen. Hvis I kun sammenligner bruttoydelser - eller endnu værre - nettoydelser, risikerer I at købe for dyrt.
Ved ejerlejligheder kan det ligefrem være en fordel, at fællesudgifterne til ejerforeningen ikke er for lave. Det betyder at foreningen har penge til at foretage en rimelig vedligeholdelse af ejendommen uden konstant at udsende efteropkrævninger.

6. Husk at medregne udgifterne til varme, el og vand, når I vurderer hvad I har råd til. Der skal betales særskilt for varme, el og vand. Dette er ikke indregnet i brutto og nettoydelsen, og I skal derfor huske at lægge disse tal til, når I vurderer om I har råd til ejendommen. Udgifterne skal stå på salgsopstillingen i en rubrik for sig selv. Men husk også, at jeres forbrug kan være højere end sælgers.

7. Husk at ejendommen skal vedligeholdes. Når man køber en bolig har man selv ansvaret for at vedligeholde den. Derfor skal man regne med at der hvert år skal bruge penge på vedligeholdelse. I ejerlejligheder betales en del af vedligeholdelsen via fællesbidraget, men al vedligeholdelse inde i lejlighederne skal normalt betales af ejerne selv, og der kan også ske ekstraordinære opkrævninger til betaling af store fællesarbejder, som foreningen ikke har sparet op til. I andre ejendomme er det meget enkelt, for der er kun jer til at betale...

8. Pas på med at sammenligne kvadratmeter, når I sammenligner ejendomme.Der kan være stor forskel på måden pladsen bliver brugt på i forskellige ejendomme. Nogle ejendomme har utrolig meget spildplads i gangarealer og rum, der er større end de egentligt behøver at være. Derfor kan en ejendom på 200 kvm. i nogle tilfælde godt have mindre plads end en ejendom på 150 kvm.

9. Læg mærke til ejendommens installationer.I ældre ejendomme kan man ofte opleve, at el-installationerne ikke har kapacitet nok til en moderne familie. Installationerne kan godt være helt lovlige, selvom der f.eks. ikke er noget HPFI-relæ. Sælger har måske aldrig haft noget problem med installationerne. Det opstår først, når I sætter mikrobølgeovn, el-kedel og TV til samtidig ude i køkkenet.

10. Vælg rigtigt første gang. Hvis I synes at det er dyrt at købe bolig, så bare vent til I skal sælge. Det er meget dyrere at sælge end at købe. Det kan derfor være en god ide at tænke 5-10 år frem i tiden, når man køber en ejerbolig. Hvis I vælger galt, kan det hurtigt vise sig at blive en rigtig dyr fornøjelse.