Der findes en række gamle tricks, som sælger og ejendomsmæglere bruger, når en bolig skal sælges.
Det her er nogle af de mest kendte.

Det er selvfølgelig i orden, at ejendomsmægleren fortæller, at der er et stenkast til vandet, selvom det stenkast ville slå adskillige olympiske rekorder. Det er også i orden, at sælgeren gør rent, rydder op og sørger for at sætte friske blomster frem på bordet, når der er åbent hus søndag eftermiddag. Det drejer sig jo dog trods alt om at sælge boligen!

Men ejendomsmæglere og sælgere har også en masse billige tricks. Nogle af dem er så gamle, at man skulle tro, at de ikke virkede mere. Men de bliver stadig brugt!
Frisk brød i ovnen! Frisk brød eller kanelboller giver en dejlig hjemlig lugt i huset. Det får køberne til at føle sig godt tilpas i huset – og så er der måske ikke så langt til en underskrift på købsaftalen.

Der er andre, der er interesserede!
Ejendomsmæglere elsker at piske en stemning op, og mæglere fortæller næsten altid, at der er andre interesserede købere, der næsten allerede har skrevet under. De kan også godt lide at fortælle, at man faktisk er ret heldig, fordi der står mindst 5 andre købere udenfor døren og plager om at få lov til at købe ejendommen. Så det gælder selvfølgelig om at være hurtig!

Stol trygt på, at det ikke er rigtigt i 9 ud af 10 tilfælde, hvor I hører det! Glem møblerne! Dyre møbler er en nem mode at gøre sin bolig mere værd på. Hvis boligen er fyldt med elegante møbler og optræder som klippet ud af Bo Bedre, vil boligen ofte kunne opnå en højere pris, end hvis møblerne er mere ydmyge. I skal selvfølgelige huske på, at I ikke køber møblerne. Sælgerne tager jo møblerne med sig, når de flytter! Kig efter hattelak! Lidt maling kan altid gøre underværker.

Det er selvfølgelig rart, at boligen er sat pænt i stand og nymalet, men det er ikke alt hvad der er nymalet, der er godt. Et trick er at male det gamle badeværelse – bare sådan hen over fliser og alting. Det ser meget pænt ud ved et åbent hus søndag eftermiddag, og det kan måske holde i et års tid, men så skaller malingen af! I kan spare penge på at lade mægleren skrive skødet! Det er næsten altid forkert.

Når nogle ejendomsmæglere tilbyder at skrive skøde på de huse, som de selv sælger, er det for at forhindre, at I får rådgivning. Derved sikrer mægleren, at der ikke bliver så meget diskussion om vilkårene og finansieringen.

En EDCmægler modtager langt mere i provision for finansiering og forsikringer end berigtigelsen koster. Ofte er der beløb på over 10.000 kr. i provision, såfremt der vælges finansiering og forsikring gennem mægleren. De penge kommer selvfølgelig ikke ud af den blå luft. Uafhængig rådgivning er næsten altid alle pengene værd, fordi rådgivningen fører til bedre købsvilkår og bedre finansiering.

Hvis I skulle føle jer fristet af ejendomsmæglerens tilbud om at skrive skøde, så skal I i hvert fald først læse den erklæring grundigt igennem, som ejendomsmæglerne beder jer om at skrive under på. Der står nemlig, at mægleren har opfordret jer at søge egen økonomisk rådgivning, egen juridisk rådgivning og egen byggeteknisk rådgivning, for mægleren kan ikke påtage sig at rådgive jer overhovedet. Mægleren er nemlig allerede rådgiver for sælger, og der er jo tankevækkende, at mægleren på en gang fortæller, at I ikke behøver andre rådgivere, men samtidig vil mægleren gerne have jer til at skrive under på, at I er blevet opfordret til at søge rådgivning hos andre!