I UfR 2005.3043 Ø antog Landsretten, at der ikke kunne foretages udlæg i en andelsbolig på 62 kvm. med en nettoværdi på 41.000 kr.

I afgørelsen blev det anført:

Det fremgår af retsbogen fra fogedretten, at parterne er enige om, at der med hensyn til værdien af andelen kan tages udgangspunkt i en nettosalgspris på 41.000 kr.
Det fremgår endvidere, at der er tale om en 2-værelses lejlighed på 62 m² i almindelig stand, og at indkærede ikke har rådighed over anden bolig.
Det er i betænkning nr. 1421/2002 på side 224-225 om retsplejelovens § 509, stk. 2, anført, at
». . .
I forbindelse med overvejelser om, hvilken salgsværdi, der kan angives for at bidrage til fortolkningen af en sådan bestemmelse, bemærker arbejdsgruppen, at et udvalg i 1990 har foreslået en forhøjelse af beløbsgrænsen (tvangsrealisationsværdien) for erhvervs- og uddannelsesaktiver til 10.000 kr., hvilket i nutidige værdier ville svare til kr. 13.000 kr., se Betænkning nr. 1201/1990 om modernisering og forenkling af tvangsfuldbyrdelsen s. 50 og 70. Som anført i afsnit 21.1.3 finder arbejdsgruppen, at de sociale hensyn ved en bolig vejer langt tungere, hvilket i sig selv kan begrunde, at beløbsgrænsen sættes væsentligt højere. Ved fastsættelsen af en beløbsgrænse må man tillige se på, hvad der vil være nødvendigt som indskud i en passende alternativ bolig, være sig en almen bolig eller en leje- eller andelsbolig af mere beskeden værdi. Der må endvidere lægges nogen vægt på sammenhængen med den grænse, der bør være afgørende for inddragelse under konkurs efter konkurslovens § 37, stk. 1, se herom afsnit 22.2. Grænsen ved trangsbeneficiet bør være et lidt lavere beløb. På denne baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at trangsbeneficiet normalt bør afskære udlæg, når det må skønnes, at salgsværdien ikke klart overstiger, hvad der efter husstandens størrelse og det lokale boligmarked må forventes at være nødvendigt som indskud i en passende alternativ bolig, være sig en almen bolig eller en leje- eller andelsbolig af mere beskeden værdi.
. . .«
I samme betænkning er side 230 fo. og s. 231 fn. om betingelsen om boets økonomiske interesse i inddragelsen i konkurslovens § 37, stk. 1, anført, at
». . .
Der er ikke i loven angivet nogen værdigrænse, men betænkningen nævner beløb på 20.000 kr. i 1971 kr. som tilstrækkeligt til inddragelse, jf. Betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord, s. 104 h. sp. Dette beløb svarer i nutidsværdi til ca. 110.000 kr. . . . I forbindelse med overvejelser om, hvor stort nettoprovenu, der mindst bør være, før man inddrager boligen under konkurs, må der lægges nogen vægt på angivelsen af beløb i størrelsesorden 20.000 kr. i forarbejderne til den hidtidige bestemmelse. Beløbet svarer som nævnt til ca. 110.000 kr. i dag. Man må tillige se på, hvad der i det lokale boligmarked vil være nødvendigt som indskud i en efter husstandens størrelse passende alternativ bolig . . .«.
Landsretten finder på baggrund heraf, at indkæredes bolig efter sin størrelse og indretning alene opfylder de sædvanlige krav til en beskeden bolig, der under hensyn til indkærede og hans husstand med rimelighed kan stilles. Landsretten finder endvidere, at andelen ikke ved en eventuel tvangsfuldbyrdelse kan antages at indbringe et beløb, der klart overstiger udgifter ved overtagelse af en passende almen bolig eller leje- eller andelsbolig. Landsretten tiltræder herefter, at andelen er undtaget fra udlæg i medfør af retsplejelovens § 509, stk. 2, hvorfor fogedrettens kendelse stadfæstes.

Det er blevet kritiseret, at der tages udgangspunkt i nettoværdien, men det har parterne tilsyneladende været enige om.