2010 sluttede anderledes end alle have forventet. 

Den generelle holdning ”på bjerget” var gennem hele efteråret, at vi ville se faldende renter op imod nytår, og der var på et tidspunkt en tro på at kursen på 4 % obligationen kunne være kommet over 100. Dette skete ikke. Gennem november og december skete der et skift. Den lange rente steg og 4% obligationen faldt ned til under 94 omkring jul.

Dette overraskede mange og nogle blev fanget imellem et opsagt 5 % lån og et 4 % lån, som ikke var kurssikret ved opsigelsen – en kedelig situation, som nogle løste ved at gå i en F5. Det var nemlig primært de lange renter der steg. F1 og F5 forholdte sig i ro og landede på hhv. 1,5% og 2,7%, hvor de også ligger i dag. 4 % obligationen har rettet sig lidt men ligger stadig på en kedelige kurs på ca. 95,5, og det er hverken er fugl eller fisk. Hvor bringer det os så hen?

Renteforventningerne er p.t. at den korte rente forbliver lav en god tid endnu. Analytikerne regner med året ud og de ser kun beskedne stigninger herefter – under 1 procentpoint – sidst på året. Holdningen til den lange rente har ændret sig lidt. Her forventer flere en svagt stigende lang rente og dermed at 4 % obligationen ikke bliver interessant igen. Så det er ved at være sidste udkald, hvis man vil have en lang fast rente under 5 % - hvis vi ellers skal tro analytikerne – men situationen er fortsat meget usikker.

Rentestigningen op imod jul savnede en større sammenhæng og man kan ikke undlade at have et indtryk af usammenhæng og usikkerhed i markederne. Finansmarkederne er stadig ikke helt sig selv. Usikkerheden omkring den amerikanske økonomi, ”valutakrigen” mellem særligt Kina og USA, den mulige offentlige gældskrise i Irland/Sydeuropa og euroens mulige fremtid hvirvler så meget støv op, at det bliver vanskeligt at se de store sammenhænge. Efterspørgslen på danske realkreditobligationer er dermed påvirket af så mange udefrakommende forhold, ud over det almindelige efterspørgselskrav, at spåkuglekiggeri bliver uhørt vanskelig.

Ændringen på få uger, i forventningen til den lange rente, er et eksempel på dette. Vi ved også, at når forventningerne – og dermed også renterne – ændrer sig, sker det lidt ligesom med lemminger. Pludseligt begynder alle at løbe i den samme retning, uden at nogen egentlig kan se den umiddelbare årsag hertil.