3-i-1 krise - Hvorfor bliver det ved og hvad skal jeg gøre?

Gældskrisen i Sydeuropa er hen over sommeren nået Spanien og Italien. Usikkerheden om disse lande – og måske hele Euroens fremtid – skaber endnu engang rekord lave danske renter. Samtidig skaber situationen også rekordstor usikkerhed og dermed risiko for låntagere i hele Vesteuropa. En usikkerhed man bliver nød til at forholde sig til næste uanset ens situation.

Historien om krisen strækker sig nu over 3-4 år og det er naturligt, måske med en vis irritation, at spørge sig selv: Hvad er sker der nu? Og hvorfor bliver det ved?

En 3-i-1 krise

Det, der engang startede som en finansiel krise i halen på en boligboble, har i dag reelt udkrystalliseret sig i tre kriser som indvirker negativt på hinanden:

1. En bankkrise,

2. En (stats-)gældskrise og

3. En vækstkrise.

Bankkrisen er en følge af boligboblerne og de glade forbrugsdage op til finanskrisen i 2008. Bankerne lånte for mange penge ud og tog sikkerhed i aktiver som i dag ikke er særlig meget værd. Bankerne har mistet tilliden til hinanden, og de har derfor svært ved selv at låne penge. Fokus er lige nu på de spanske banker, men problemet omfatter det meste af den vestlige finansverden.

Statsgældskrisen består i at finansmarkederne gradvist hen over foråret og sommeren måske har mistet troen på, at særligt Spanien og Italien på sigt vil være i stand til at tilbagebetale hele deres statsgæld. Statsbankerot i disse lande er overhovedet ikke på programmet, men Grækenland har vist at intet er utænkeligt længere. Uenigheden mellem Eurolandene om, hvordan krisen skal løses, gør at investorer i statsobligationer vil have en risikopræmie, dvs. en overnormal rente, for at låne disse lande penge. Renterne er nu omkring de ca. 7 % som man vurderer landene har råd til at betale på lang sigt. Til sammenligning betalte Grækenland blot 0.05 % mere end Tyskland for at finansiere sin statsgæld i de gode tider.

Vækstkrisen er grundlæggende roden til alt ondt. Problemet er, at lige meget hvad man gør, har de vestlige økonomien svært ved at komme op i fart igen. Man har nu brugt de fleste af de redskaber der er i værktøjskassen, og væksten i både Europa og USA humper af sted, mens flere store økonomier er i recession. Manglende vækst er meget kritisk, for det er det bedste redskab til at få folk i arbejde, øge statens indtægter og lette tilbagebetalingen af den gæld, som plager banker, stater og private.

Den negative dynamik opstår i, at alle prøver at opbygge et beskyttende fedtlag af ekstra kapital på samme tid. De forgældede banker bliver mødt med nye strenge kapitalkrav, som skal genoprette tilliden, så de låner ikke penge ud, og det bremser økonomien. De forgældede husholdninger er bekymrede for arbejdsløshed og fremtidsudsigterne, så de sparer også op og søger at afvikle gæld. De forgældede stater skærer i lønningerne og det offentlige forbrug og samlet set går økonomien i stå og ledigheden stiger. Når ledigheden stiger mister staterne skatteindtægter og skal bruge flere penge på overførselsindkomster. Dette medfører at statens underskud stiger og der skal skæres yderligere, hvilket bremser økonomien endnu mere. Denne onde spiral gør det vanskeligere for alle, inklusiv staterne, at tilbagebetale deres gæld og investorerne bliver bange og vil have endnu højere renter. En højere rente koster staterne penge og presser potentielt stater ud over kanten.

Kampen mellem nord og syd

Centralbankerne har prøvet, med lave renter, opkøb af obligationer og lån til bankerne at få gang i økonomien, men intet sker. Samtidig pågår en voldsom diskussion mellem nord og syd om hvordan denne dødsspiral brydes. Der er grundlæggende tale om en styrkeprøve, hvor de nordlige Eurolande tilbageholder hjælp for at tvinge de sydlige økonomier til de besparelser og reformer, som kan få hele Euroområdet til at hænge bedre sammen på sigt. Samtidig trækker de sydlige lande tiden ud for at undgå at komme under administration. De truer med, at hvis de nordlige politikere bliver for hårde i deres krav, så stopper hele Europa og/eller nye populistiske regeringer kommer til i Syd, og det hele middelhavsregionen ender som Grækenland – til stor skade for alle, inklusiv de nordlige lande.

Det er en meget uskøn men nok nødvendig politisk brydekamp. Hvis den falder godt ud, kan den sikre euro-området mere sammenhængskraft i fremtiden. Hvis det mislykkes, så vil den føre til et dramatisk brud og yderligere krise.

Midt i denne kamp søger pengene sikre havne og her kommer Danmark ind i billedet. Danmark er et blandt meget få lande, der stadig har en top-rating (AAA), stort overskud på handelsbalancen og et begrænset underskud på statsbudgetterne. Dertil har vi et stort, om end begrænset obligationsmarked som kan opsuge mange af de penge der søger ly. Det er det der sker nu, men når der er mange købere til de samme danske realkreditobligationer, så stiger kurserne og renterne falder.

Gennem de seneste uger har renten nået uhørte lave niveauer. Forleden blev renten, set fra investors side – ikke låntagers – kortvarigt negativ, og den danske stat har lånt til negativ rente flere gange gennem den seneste tid. Lige nu er den korte F1 rente ca. 0,25 % og renten for et fast forrentet 30-årigt lån ca. 3,60 %. Og ligger med en meget god kurs over 99.

Situationen med disse lave renter er helt ekstraordinær. Dels er den historisk lav, men vi har også set, at det er de helt korte renter, der falder meget, mens de lange renter holder sig omkring 3,5 %. Dette må tages som udtryk for at markederne regner med lave renter i lang tid, men ikke så lave renter som det vi har nu.

Hvor fører dette os så hen?

Usikkerheden er lige nu uhørt høj, og det er også det, som de professionelle investorer agerer på i deres søgen til Danmark. Ud over kampen mellem nord og syd i eurosamarbejde, er der stadig stor usikkerhed omkring fremtidens finansielle sektor og de generelle konjunkturer. Ingen kan heller med sikkerhed sige at Danmark bliver ved med at blive betragtet som sikker havn. For kun et par år siden var både dansk realkredit og de danske banker kraftigt mistænkeliggjort.

Vi tror at tingene over tid på den ene eller anden (ubehagelig) måde nok skal løse sig. Vi tror ikke, at det er sandsynligt med et totalt sammenbrud i euroen og de vestlige økonomier, men risikoen er der. Intet er utænkeligt længere. Det bliver for mange også en hård og usikker vej i mål.

På den baggrund mener vi, at de fleste foreninger og privatpersoner bliver nød til at overveje, om man skal bruge nogle penge på at sikre sig mere ved konvertere eller lave profilændring imod en længere fast rente. Vi siger ikke at dette bliver en god forretning! Det bliver det nok ikke. Men det samme gælder jo også det at tegne en brandforsikring. For meget få mennesker bliver dette isoleret set en god forretning, men det er stadig fornuftigt. Det er altså ud fra en ren forsikringsmæssig vinkel, at vi opfordrer til øget renteafdækning. Vi mener, at det for langt flere af vores kunder end normalt nu er relevant at gøre brug af de meget lave renter til at købe noget rentesikkerhed i en meget usikker tid. Det er også lavt belånte foreninger og privatpersoner, som skal gøre sig disse overvejelser.

Konkret er vi således i øjeblikket i gang med at omlægge en del lån fra korte rentetilpasningslån (F1) til længere rentetilpasningslån eller til fastforrentede 3 % eller 3,5 % lån, og vi står naturligvis til rådighed for en nærmere dialog om disse muligheder.