Når en ejendom er opdelt i ejerlejligheder, er det klare udgangspunkt, at det er ejerlejlighedsejeren selv, der bestemmer, hvad hans ejerlejlighed skal bruges til. Foreningen har således ikke noget at skulle have sagt, ligesom de øvrige ejere i ejendommen må se bekymret til, når erhvervet udskiftes.

Der er dog visse begrænsninger i dette:

Nogle foreninger har vedtægtsbestemmelser, der begrænser retten til at ændre erhverv, og sådanne vedtægtsbestemmelser skal naturligvis respekteres. Man kan dog ikke lave en vedtægtsbestemmelse, som på den måde begrænser en eller flere ejeres råden, uden at de selv samtykker i det. Det er altså ikke bare en vedtægtsbestemmelse, som kan besluttes hen over hovedet på erhvervslejerne.

Hvis den ændrede anvendelse indebærer, at der skal ske arbejder udenfor ejerlejligheden, kan de øvrige ejere indirekte forhindre dette ved ikke at give tilladelsen. Det klassiske eksempel herpå er, at tilberedning af varm mad kræver aftræk over tag i de fleste tilfælde. Denne aftrækskanal skal placeres udenpå bygningen, og hvis der ikke er givet tilladelse til kanalen, så kan der ikke tilberedes varm mad.

Ændret anvendelse skal naturligvis også være i overensstemmelse til lokalplaner, servitutter og anden regulering af den faste ejendom, som alle ejere er underlagt.

Som ejerlejlighedsejer kan det være vanskeligt og nogle gange umuligt at få sikkerhed for at der ikke kommer en udvikling i erhvervene, som man ikke ønsker sig, og når man bor i en storby, må man vel også nok forvente, at byen udvikler sig over, under og ved siden af der, hvor man bor.

Østre Landsret har fastslået i en afgørelse (UfR.2012.2520 Ø), at en ejer af en 1.sals ejerlejlighed ikke kunne få dom for, at ejeren af den underliggende butiksejerlejlighed skulle anerkende, at lejligheden ikke måtte anvendes til andet end ”sædvanlige butiks- og kontorformål” i henhold til en utinglyst vedtægtsbestemmelser. Landsrettens argumentation bygger på uklarhed i påstanden, og den synes formalistisk. Indholdet af afgørelsen er dog givetvis rigtig, idet man ikke, som berørt af en potentiel anvendelsesændring, kan forvente at få domstolene til at lægge bindinger på andre ejerlejlighedsejere.