Om risiko, forsikring og hvad man kan lære af OW Bunker

Der er noget som må være gået forfærdeligt galt, og med tiden får vi forhåbentlig en ordentlig forklaring på det. Det skylder man både de ansatte og de aktionærer, der har tabt penge på konkursen.

Selskabet var ellers på sin vis beundringsværdigt. Det omsatte for henved 100 mia. kr. i en branche, hvor marginerne er papirtynde, og hvor den vare, der handles med (olie) både er generisk og prismæssigt volatil. Det første betyder, at man må regne med, at kunderne forsvinder, hvis de kan få varen 5 øre billigere hos en konkurrent, og det andet betyder, at man kan risikere at få store gevinster og tab på sit varelager.

I den branche blev selskabet bygget op fra ingenting til en verdensleder på godt 30 år. Det må have krævet både en dygtig ledelse og nogle formidable medarbejdere.

Men hvad gik så galt?

Vi aner det ikke! Men selskabet har mest sandsynligt haft tab på kunder (en kreditrisiko) – eller på sit varelager, (fordi oliepriserne er faldet i den sidste tid). Der bliver også nævnt bedrageri i disse dage, uden at vi ved helt præcist, hvordan det er gået til. En kombination af flere faktorer er også en mulighed.

Lige nu bliver der gættet og gisnet, men det ser ud som om, at den fantastiske risikostyring, som firmaet havde opbygget, ikke havde været så god på det sidste. Det behøver ikke at være, at hele risikostyringen har været sat over styr. Selskabet levede i et meget udfordrende marked, og der skulle nok meget lidt til, førend en lidt løsere risikostyring kunne blive til reelle tab.

Vi ved ikke endnu, om dette skyldes enkelte medarbejderes bedrageriske hensigter, deres uforvarende jagt på en bonus, som var knyttet til omsætning – uden sammenhæng til den medfølgende risiko, ledelsens egen jagt på anerkendelse eller bonus, eller om det blot har været det forhold, at den bagvedliggende kapitalfond har sendt kraftige signaler om at opprioritere omsætning og indtjening ud i organisationen, og at dette har medført en drejning af kulturen hen imod det lidt mere risikable.

Der er mange interessenter i sagen, og der skal nok blive ryddet op i det.

Vores pointe er imidlertid meget simpel. Risiko og indtjening hænger sammen, men risiko er ikke altid skidt!

Vi ved det godt alle sammen. Hvis vi sparer på vores forsikring, får vi lidt flere penge mellem hænderne, men samtidig påtager vi os en risiko. Det kan give mening, hvis risikoen er lille og forsikringen dyr. Det giver sjældent mening at tegne en dyr tillægsforsikring til et stykke forbrugerelektronik med det ene formål at beskytte det mod at blive oversvømmet af kaffe. Omvendt giver en brandforsikring rigtig godt mening, allerede fordi en forsikringsbegivenhed – uanset hvor usandsynlig den er, vil være en katastrofe.

Når vi laver lån, er det også sådan, at vi betaler for at forsikre os med en lang rente. Omvendt kan vi påtage os en risiko for at betale mere i tilfælde af en rentestigning ved at tage et rentetilpasningslån. Det er ikke altid oplagt om man skal tegne forsikringen eller lade være. Det afhænger af det konkrete risikobillede.

Et selskab som OW Bunker opererede ligesom alle andre selskaber i et marked med risici, og selskabet skulle naturligvis tage nogle risici for at tjene penge. Selskabet kendte sit marked og agerede professionelt i det i gennem mange år til glæde for ejerne og kunderne. Risici er nemlig ikke nødvendigvis noget, der skal undgås for enhver pris, men det er noget, som man skal kende og prissætte korrekt, ligesom man skal passe på med at få for meget af det gode.

I nogle markeder bliver aktørerne dog fartblinde. De glemmer risiciene, eller prissætter dem forkert. Det skete i finanskrisen, hvor bankerne lånte for mange penge ud til ejendomsinvestorer og toppede op med yderligere risici i form af renteswaps eller lån i Schweizerfranc.

Vi så det, og vi husker kun alt for godt den bacille, der ramte dengang, hvor nogle banker leverede årlige vækstrater på 20 %, og andre banker følte, at de var presset til at være med. I dag eksisterer de banker, der leverede de høje vækstrater ikke mere, og de banker, der hoppede med på vognen, er kun lige færdige med at slikke sårene. De banker, der var tro mod deres risikostyring gennem hele forløbet, selvom det kostede på bundlinjen kortvarigt, kom bedst igennem krisen.

OW Bunker blev måske fartblind. Det ved vi ikke endnu, men det skal nok blive afklaret.

Vi ser risikostyring som en grundlæggende del af vores rådgivning, uanset om det er rådgivning om finansiering til en andelsboligforening, rådgivning om et byggeprojekt eller om drift og udlejning i forhold til en ejendomsejer. Det er en rådgivning, der skal skabe værdi for vores kunder, hvor vi vurderer og forholder os til de kendte risici, således at vores kunde kan træffe en god beslutning på et oplyst grundlag.

For man skal også passe på ikke at ende i den modsatte grøft, hvor man helt hovedløst forkaster risici og overforsikrer sig på kryds og tværs. På den måde ville man aldrig kunne have bygget et så fantastisk firma, som OW Bunker var.