Hvad sker der nu med renterne?

De korte renter steg kraftigt fordi centralbankerne satte deres styringsrenter op. Det betød, at et kort Flexlån, som f.eks. F1 steg til ca. 3 %. Samtidig steg de lange renter til 5-6 %. Det sidste er en meget naturlig konsekvens, da et langt konvertibelt lån normalt altid skal være dyrere end et kort lån. Det er således, at hvis renten stiger yderligere er man sikret en fast rente, men hvis den falder igen, kan man indfri til kurs 100, og det vil nødvendigvis koste penge, at man har den dobbelte sikkerhed.

Til gengæld steg de mellemlange renter som F5 ikke så meget, og rent faktisk har det jævnt hen været lige så billigt (eller dyrt) at låse sin rente i 5 år med et F5-lån, som at tage et F1-lån. Den faste rente burde koste lidt mere, og når den ikke har gjort det, så kan det forklares med, at der åbenbart i markedet er en forventning om at renten skal ned igen. F5-lånet er baseret på en inkonvertibel obligation, og det betyder, at man kommer til at betale den aftalte rente i hele den 5-årige periode. Hvis lånet indfries før tid, sker det blot i form af en overkurs på obligationerne.

Lige nu bølger den lange rente lidt frem og tilbage. Efter nogle måneder med en lavere rente på 4-5 %, er 5 % obligationerne igen åbnet, mens de korte renter er steget lidt til ca. 3,9 %. F5-lånet er ca. 0,2 % billigere end F1-lånet.

Det er atypisk, at en længere rente er lavere end den korte rente, og det må forklares med en forventning om faldende rente. Hvorfor skulle obligationskøberne ellers acceptere den lavere rente på F5-lånet.

Samtidig er forskellen på den helt lange 30-årige rente og F1-renten temmelig lav set i historisk perspektiv.

I Danmark er vores rente i vid udstrækning bundet til euroen, og det betyder, at vi grundlæggende følger renten i euro-området, selvom der kan være en mindre afvigelse, fordi nogle investorer vurderer, at den danske økonomi er lidt mere sikker eller lidt mindre sikker end den europæiske økonomi i sin helhed. Det betyder også, at når vi skal forholde os til den fremtidige renteudvikling, skal vi ikke kun se på danske forhold, men kigge bredere ud i verden.

Der er dog både forhold, der taler for en lavere rente – og forhold, der taler for en højere rente over tid.

Det taler for en lavere rente, at inflationen tilsyneladende er på vej ned, og at de forsyningsproblemer, der opstod umiddelbart efter krigen udbrød i Ukraine er ved at løse sig.

Det taler også for en lavere rente, at demografien i mange lande viser et større og større fødselsunderskud. Det betyder, at der er flere ældre og færre unge. De ældre har pensionsopsparinger, og de unge har investeringslyst, og det demografiske skift vil betyde, at der er flere og flere penge, der leder efter et sted at blive placeret, mens der er færre og færre, der vil tage imod dem.

Det taler imod en lavere rente, at kerneinflationen tilsyneladende ikke er helt under kontrol. Det kan måske forklares med, at de mange år med meget lav inflation har skabt nogle ubalancer i prisdannelsen, som skal udlignes med inflation. Det sker groft sagt ved, at de som nu kan hæve deres priser udnytter den usikkerhed om prisniveauet, som inflationen skaber, til at hæve deres priser yderligere.

Det taler også imod en lavere inflation, at mange lande – ikke mindst USA – iværksætter enorme investeringsprogrammer, som bruges på grøn omstilling og militær. Disse programmer er i et vist omfang lånefinansierede, og det presser også renterne op.

Samlet set tegner dette et meget grumset billede af fremtiden, hvor det kan være svært at se, hvor vi er på vej hen. Der kan også opstå pludselige hændelser, som ændrer voldsomt på renteniveauet på kort sigt.

Dette gør at det er svært at give en klar anbefaling.

En anbefaling, som vi kan give er dog følgende:

Når man køber en lang rente, svarer det til at tegne en forsikring. Da tiderne er usikre, og prisen på forsikringen, (dvs. forskellen på den lange og den korte rente), er lille, er det måske en god ide at overveje en lang fast rente.

Billede: Unsplash