Ny Højesteretsdom: Tilskudsdeklarationerne står ved magt

Højesteretsdom om deklarationsejendomme

De såkaldte “deklarationsejendomme” stammer fra 1920erne, hvor der blev givet offentlig støtte til byggeforeninger. De fleste ejendomme fra denne periode endte som almene boliger, men enkelte ejendomme blev til andelsboligforeninger, således som vi kender dem i dag.

Ved udbetaling af støtten, blev der tinglyst en deklaration, som forbyder medlemmerne at sælge deres andelsboliger med fortjeneste. Det betyder, at man ikke kan oppebære konjunkturbestemte eller inflationsbestemte værdistigninger ved salg af andele i en deklarationsejendom.

Dermed er lejligheder i deklarationsejendomme utroligt billige.

Nogle foreninger lever fint med disse regler, og i foreningerne er der oparbejdet en kultur omkring dem. I disse foreninger bor ofte flere generationer af den samme familie, og beboerne er knyttet tæt sammen. Det er en logisk konsekvens af, at lejlighederne er så billige. Ingen har lyst til at flytte.

Andre foreninger har gennem tiden udviklet sig, således at de i dag opfatter sig selv som ganske almindelige andelsboligforeninger, og i flere tilfælde har man ikke håndhævet deklarationen i forbindelse med salg af andele igennem mange år.

For nogle år siden dukkede deklarationsejendommene op i medierne efter mange års glemsel, og Københavns Kommune meddelte, at man ville håndhæve deklarationerne. Det hang vistnok sammen med, at Ritt Bjerregaard på daværende tidspunkt håbede at kunne finansiere nogle af sine 5000 billige boliger ved at andelshaverne i deklarationsejendommene betalte Københavns Kommune for at frikøbe sig.

A/B København og Omegn, som førte sagen til Højesteret, havde ”glemt” deklarationen, og andele i foreningen var i hen ved 30 år blevet handlet som andre andele i andelsboligforeninger, dvs. uden hensyn til deklarationen, men selvfølgelig med respekt af andelsboliglovens regler.

Andelsboligforeningen udfordrede, under retssagen, de gamle deklarationer og navnlig Københavns kommunes måde at administrere dem på.

Der kan være mange gode grunde til at angribe disse deklarationer, og i mange tilfælde gør deklarationer i dag nok mere skade end gavn.

Højesteret fastslår imidlertid i dommen, at deklarationerne stadig er gældende og at Københavns kommune ikke har tabt retten til at håndhæve dem.

Vi arbejder med reglerne om deklarationsejendomme løbende, og de er både kringlede og lidt ulogiske. Foreningerne kan således forhøje deres salgspriser for andele med værdien af forbedringer på ejendommene uden hensyn til, hvordan disse forbedringer er finansieret, men alle forbedringer skal godkendes af Københavns Kommune, der overvåger om de udførte forbedringer kan tilskrives foreningen og dermed andelsværdien.

Vi administrerer adskillige deklarationsejendomme i Administrationshuset, og vi udforsker jævnligt de muligheder, som der er for at sikre en rimelig prisudvikling på boligerne i disse ejendomme.

Med den nye Højesteretsdom må vi dog erkende, at det ikke vil være muligt at udfordre deklarationerne som sådan.

Til sagen hører, at Folketinget i 2009 vedtog en lov med nye regler om, hvordan andelsboligforeninger kan frikøbe sig fra deklarationerne på kredit. Loven blev til på Københavns Kommunes foranledning, da det er den eneste kommune, der fortsat har interesser i disse regler. Problemet er dog, at reglerne er uinteressante, da det er for dyrt at frikøbe sig. Reglerne er også direkte farlige at anvende, såfremt markedet for andelsboliger vender en gang til.

Vi vil ikke tøve med at fraråde alle deklarationsejendomme fra at benytte regelsættet.

Se Højesteretsdommen og læs mere her!