Nu er valgkampen forbi, og vi har set lidt af hvert indenfor overbudspolitik, gyldne løfter om medvind på cykelstien og gratis omgange, hvor politikerne har lovet noget, som ikke rigtig koster noget. Det er jo det normale billede

Valgkampen kom dog til at handle rigtig meget om flygtninge og indvandrere, der flyder sammen i en ubestemmelig grød i mange politikeres diskurs. Det blev så suppleret med løfter om mere velfærd og lavere skatter.

Valgkampen mindede på den måde om situationen, når biograferne lancerer en ”Die Hard 5” eller ”Mine Søsters Børn 7”. Der er ”proof of concept” på, at udlændingepolitik, velfærd og skattelettelser sælger billetter, og politikerne synes åbenbart, at det er for risikabelt at satse på noget nyt.

Derfor blev det også en lidt kedelig valgkamp, hvor vi sidder tilbage med en lidt tom fornemmelse. Nogle af de emner, som optager os rigtig meget i vores arbejde, blev slet ikke berørt – eller også blev de berørt meget lidt.

Lejeloven

Lejelovgivningen havde blå og rød blok lukket ned inden valget med et lidt kedeligt forlig i 2014. Det gik under varebetegnelsen ”forenkling”, og satte endnu et par lapper på et 60 år gammel og fuldstændig gennemhullet system. Vi tror, at det var en iskold politisk beslutning fra begge sider af Folketingssalen om at forkorte fronten. Ingen af politikerne havde lyst til at åbne op for en større eller bredere debat om lejeloven, selvom det er vigtigt stof, der direkte kan berøre rigtig mange vælgeres økonomi. Det er simpelthen for farligt.

Valget i 1998 blev tabt af Uffe Ellemann-Jensen på en sidste øjebliks kampagne, hvor Socialdemokraterne gjorde opmærksom på, at det var Venstres officielle politik, at huslejerne skulle sættes fri. Siden da har lejelovgivningen været en hellig ko for de borgerlige (bortset fra Liberal Alliance).

Socialdemokraterne kunne nok også have lyst til at modernisere lidt på området. Helle Thorning Schmidts regering har i hvert fald ikke holdt sig tilbage fra at reformere, hvor der var mulighed for det. Men de valgte at give posten som boligminister til Carsten Hansen, som nok må betegnes som en af de mere ”gammeldags” og mindre reformivrige socialdemokrater. Han har ikke vist nævneværdig politisk vilje til at tage hul på de mere overordnede eller strukturelle problemer.

Andelsboliger

Kort før valgkampen gik i gang, sendte nogle borgerlige politikere en prøveballon i vejret om, at man skulle ophæve reglerne om maksimalpriser på andelsboliger. Selvom det lyder let, er det ikke nogen enkelt sag. Maksimalpriserne hænger sammen med en række andre regler, som f.eks. huslejereguleringen, og hvis man ophæver reglerne om maksimalpriser, vil det være nødvendigt at gentænke mange andre elementer i boligpolitikken.

Under valgkampen blev spørgsmålet ikke taget op igen. Det er ikke blevet markedsført af blå blok, og det blev heller ikke angrebet fra rød blok. Det skyldes sandsynligvis, at ingen af parterne kan overskue konsekvenserne af forslaget. Her tænker vi ikke på de politiske konsekvenser, men de helt kortsigtede vælgermæssige konsekvenser. Ville det blive opfattet positivt af en større gruppe andelshavere – eller negativt.

I den situation var det nok mest sikkert at lade emnet ligge.

Boligskatter

Boligskatter er et af de få emner, som rent faktisk blev nævnt under valgkampen. De radikale kom med en typisk radikal udmelding om at boligskatterne skulle stige. Man skulle ellers tro, at det var grundpensum på kurset ”valgkamp 1.01”, at man aldrig lover stigende skatter…

Det fik dog både Venstre og Socialdemokraterne til at love, at de ville frede ejendomsværdiskatten frem til 2025. Set fra radikal side var det nok en uheldig bivirkning af at fremføre forslaget.

Herudover var de konservative også på banen med løfter om lavere grundskyld. De konservative kernevælgere i Nordsjælland lider under meget høje grundværdier og dermed meget høj grundskyld. Navnlig pensionisterne, der sidder i store huse og med små indkomster, har problemer. De bliver nødt til at lade ejendomsskatterne indefryse som lån i ejendommen, og det indebærer, at de efterlader en gæld til skade for deres arvinger.

Hele vurderingssystemet er dog problematisk og under revision. Vi må derfor forvente, at hele grundlaget for ejendomsbeskatningen bliver ændret væsentligt i den kommende valgperiode.

Hvis man antager, at summen af skatter skal være et givent beløb, som er dikteret ud fra det offentliges behov for indtægter, så forekommer alle løfter om lettelse af enkeltskatter – uanset om det er ejendomsskatterne eller sodavandsafgifter som useriøse, så længe de ikke er ledsaget af konkrete forslag om at hæve andre skatter tilsvarende.

Vi anerkender naturligvis, at det er et uhyre vigtigt politisk valg, hvordan man vælger at beskatte befolkningen. Det er naturligvis også i orden at gå til valg på en politik om at sænke skatterne ved at foretage besparelser i den offentlige sektor.

Grundlæggende mener vi dog, at spørgsmålet om fordeling af skatter, og spørgsmålet om skattetrykket er to forskellige spørgsmål, der skal behandles hver for sig. Når man blander dem sammen og samtidig glemmer at fortælle, hvor pengene skal komme fra, så kommer valgløfterne over i klassen ”medvind på cykelstien”.

Samlet set må vi dog vurdere, at det er et resultat af valgkampen, at både Venstre og Socialdemokraterne har lovet ikke at hæve ejendomsværdiskatten i periode fra 2020 til 2025.

Udkanten

Udkantsdanmark – eller hvad man nu vælger at kalde det – blev desværre kun sporadisk berørt i valgkampen. Det er et kompliceret emne, og der var ikke nogen politikere, der tog en boligpolitisk vinkel på emnerne. Der var kun lidt løfter om bedre lægehjælp og internet.

Vi savnede i høj grad visioner. Det er næsten ligegyldigt hvilken vej visionerne går, bare der var nogen politikere, der ville have viljen til kigge fremad og prøve at forme fremtiden. Vi kender kun alt for godt tendenserne, og vi ved nogenlunde hvad der sker, når vi ikke gør noget.

Man kunne jo starte med at stille sig selv spørgsmålet, hvad vi overhovedet vil med vores udkant.

Man kunne afsætte penge af til byfornyelse i yderområderne, eller man skulle måske turde dødsdømme og rydde de dårligst beliggende landsbyer. Det er også muligt, at man skulle understøtte initiativer, der gør det mere attraktivt at arbejde og bo udenfor de store byer.

Vi savnede også nogle klare udmeldinger om planlovgivningen, som kunne understøtte investeringerne i den eksisterende boligmasse i yderområderne. Eller regler, der gør det lettere at bruge helårshuse som fritidsejendomme, eller lader flere udlændinge købe sommerhuse.

Der er mange gode ideer, men alt for lidt interesse for at diskutere dem i valgkampen.

--

Nu er valgkampen forbi, nu vil vi – i al beskedenhed – gerne opstille en dagsorden for de emner, som vi gerne vil have, at politikerne skal tage op. Vi stiller med en meget åben dagsorden helt uden patentløsninger eller forudindtagne meninger.

1. Lejelovgivningen

Vi ved, at der er en overordnet trend i retning mod større efterspørgsel på lejeboliger. Det hænger sammen med, at folk flytter mere, deres behov ændrer sig hurtigere, og transaktionsomkostningerne ved køb og salg af en ejerbolig er uforholdsmæssigt store.

Hvordan etablerer vi en lejelovgivning, der understøtter et effektivt og dynamisk lejeboligmarked med lave transaktionsomkostninger?

2. Andelsboliger (maksimalpriser)

Vi har fået nogle Højesteretsdomme på det seneste, som gør maksimalprisreglerne for andelsboliger meget vanskelige at administrere og temmelig uforudsigelige. Der er for store grader af tilfældighed i systemet.

Hvordan etablerer vi en regulering af andelsboliger, der sikrer, at boligformens egenart bevares, samtidig med at reguleringen er letforståelig og opfattes som rimelig af de involverede interessenter?

3. Boligskatter

Vurderingssystemet er allerede under ændring, og når systemet er ændret, vil det få betydning for boligskatterne og dermed den samlede fordeling af skattebyrden i samfundet.

Hvilken rolle ønsker vi at boligskatterne skal spille i forhold til de øvrige skatter i samfundet?

4. Udkanten

Vi ved, at der foregår en løbende udvikling, hvor udkanten er under pres. Folk flytter fra land til by, og det er en udvikling, man ikke bare kan stoppe.

Hvilken rolle ønsker vi, at vores udkant skal spille i fremtiden, og hvordan understøtter vi en udvikling hen imod det mål?