Situationen i Grækenland berører også os og vores kunder. Der har været flere meldinger om at den danske økonomi ikke er specielt udsat, selv for en total katastrofe i Grækenland.
På den korte bane kan det faktisk give os lavere renter. Men den græske situation har en ufortalt historie, som vi godt vil benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, idet den har sin relevans for os.
På den korte bane venter der benhårde forhandlinger mellem Grækenland og de øvrige Eurolande hele sommeren. Alexis Tsipras har fået et klart – men også ret umuligt – mandat af det græske folk. Han skal lande en aftale, som gør en ende på befolkningens lidelser under reformer, stramninger og øgede skatter.
Tsipras’ anden vej
Grækenland skal i stedet løbes i gang med en klassisk Keynesiansk politik, hvor der bliver pumpet penge ud i økonomien, så der skabes vækst, og derved genereres flere penge. Penge som så igen gør det muligt for landet at tilbagebetale noget af sin store gæld på sigt. Den onde cirkel skal brydes og erstattes af en god cirkel.
Det lyder besnærende, men det er langt fra sikkert, at det virker. I en meget åben økonomi som den græske, er der stor risiko for at pengene alt for hurtigt bliver omsat til tyske BMW’er, danske salattern eller bare flyder ud af landet i sikkerhed for krisen – inden de gør meget gavn.
USA har brugt den Kaeynesianske metode til at sætte gang i økonomien, men landet har en meget mere lukket økonomi. Landet er ganske enkelt så meget større, at pengene bliver meget længere tid i den amerikanske økonomi, inden de forsvinder til Kina. Det er derfor tvivlsomt, om Grækenland vil kunne trække sig selv op ad dyndet med en Keynesiansk politik, og pengene skal komme fra andre europæiske skatteborgere som også har lidt de sidste år og som har højere pensionsalder og er flittigere til at betale skat.*
Generationstyveriet
Dette er temaet der løber med al opmærksomheden, men når man ser på den græske økonomi udefra, ser man også et andet problem. Et problem, som desværre slet ikke er unikt for Grækenland og som får meget lidt opmærksomhed.
Hvis man et kort øjeblik antager at fordelingen af økonomiske goder indenfor et givet land er et nulsumsspil, dvs. at det man giver til en befolkningsgruppe, skal man samtidig tage fra en anden gruppe. Så vil man kunne se forskelle overalt mellem rige og fattige, højtuddannede og lavtuddannede, gamle og unge, mænd og kvinder, osv. osv. Det er naturligt, og en eller anden form for ulighed må man nok acceptere i ethvert samfund.
Mange af de problemer, som Grækenland har, peger imidlertid i retning af en voldsom og grundlæggende ulighed mellem netop unge og gamle. De unge flygter ud af landet. De lider under en arbejdsløshed på 50 %, elendige lønninger og håbløse udsigter, mens mange af de velfærdsrettigheder, som Tsipras og politikerne før ham søger at forsvare, alle gavner de ældre i samfundet. Man vil undgå at sætte pensionsalderen op, man vil undgå arbejdsmarkedsreformer, der gør det lettere at fyre ansatte og netop giver de unge reelle muligheder, og man vil bevare vellønnede privilegerede offentlige jobs, som også for en god del ligger hos de ældre generationer.
Disse velfærdsrettigheder er i praksis betalt med underskud, som så igen har været finansieret i udlandet. Hvis man holder fast i nulsumsspillet, er de dog også i høj grad betalt af de unge, som ikke har fået de nødvendige investeringer i uddannelse og jobskabelse, og som står til at skulle betale gælden tilbage i fremtiden.
Når man også hører, at grækerne har mere end almindeligt svært ved at betale skat*, glemmer at registrere deres swimmingpools osv., så er det igen den ældre generation, der er på spil. Det er dem, der tjener penge på de gode jobs, sidder med den faste ejendom og burde betale den skat som skal skabe en fremtid.
Værst er det dog, når man hører, at grækerne har gemt enorme summer i udlandet*, der ikke er betalt skat af. Her bliver de unge snydt to gange. Først, fordi der ikke bliver betalt skat, og dernæst, fordi pengene ikke bliver investeret i landet, så der kan blive skabt arbejdspladser.
Det tegner sig altså et mønster, hvor de gamle har taget sig nogle rettigheder, som de unge i sidste ende betaler for. Helt slemt bliver det når man ser på hvordan problemet i sidste ende må løses. I praksis kommer man nok til at lave en ”gældsomstrukturering”. Bag dette ligger reelt at man, kombineret med meget lave renter, skyder tilbagebetalingerne af gælden rigtig langt ud i fremtiden. Måske 30 til 50 år. Dette giver god mening ud fra et nationaløkonomisk perspektiv. Kommer man ud af krisen og skabes der noget vækst, så bliver økonomien større, samtidig med at gælden forbliver den samme. Gælden bliver dermed lettere at betale – men – hvem er det der skal betale? Det bliver ufødte Grækere som om 40 til 50 år skal arbejde og betale skat for goder, ældre generationer har tillusket sig de sidste 30 år.
Det er nok et langt stykke hen ad vejen politikernes skyld. Politikerne er eftergivende overfor pressionsgrupper, som har en klar dagsorden, og som koster penge. Det ser man overalt og på mange måder, men generelt er ældre borgere stærke som pressionsgrupper, fordi de kan organisere sig og mønstre stemmer og social og politisk kapital. I Grækenland har politikerne måske bare været ekstraordinært svage.
Ikke kun en græsk tragedie
I alle samfund ser vi dog et ønske om at beskytte velerhvervede rettigheder. I de øvrige sydeuropæiske lande lider de unge også under vanskelig adgang til et arbejdsmarked, der er lukket omkring velerhvervede rettigheder, som deres forældre har tilkæmpet sig, og som holder de unge ude. Inden for fast ejendom ses billedet lige så tydeligt. Det er de ældre generationer som sidder med den attraktive og værdifulde ejendom og det er dem der har taget alle værdistigningerne de sidste 20-30 år.
Værdistigninger i ejendomsmarkedet er jo reelt også en flytning af værdi fra unge til ældre. Når ejendomspriserne stiger, så er det til dels et spil hvor dem med jobs og gode boliger bytter ejendom, men det er i høj grad også et produkt af at unge mennesker køber sig ind i bunden af markedet, til meget høje priser. Det ser vi særlig i København lige nu!
Det er ikke noget, som de privilegerede gør med vilje eller bevidst. Det handler i bund og grund om enkeltsagspolitik, hvor der er nogen, som presser en dagsorden igennem, der er til fordel for dem selv – eller deres vælgergrupper på bekostning af alle andre.
Herhjemme kan vi heller ikke sige os helt fri for den slags. Enkeltsagspolitik er blevet mere og mere dominerende gennem de sidste 20 år. De politiske partier skyr upopulære beslutninger, der rammer store vælgergrupper. I stedet går de ind og lover kontante og meget synlige gaver til konkrete vælgergrupper – sjældent de unge.
Det har især været tilfældet i den netop afsluttede valgkamp. Her blev der talt mere om sundhed (til de ældre) end uddannelse (til de unge), men vigtigst for vores felt, så blev der igen udelt skatterabatter ud til dem der ejer fast ejendom. Skatterabatter der fører til yderligere værdistigninger og gør det endnu vanskeligere for unge danskere at komme ind på ejendomsmarkedet.
Det er naturligvis op til det enkelte politiske parti at vælge, hvordan de vil markedsføre sig. Men når enkeltsagerne kommer øverst på dagsordenen, og de politiske budskaber kun handler om at indfange og fastholde vælgergrupper, så er det måske tid til at blive bekymret. Så er vi nemlig stille og roligt på vej ned af den samme sti som Grækenland, om end stien er lang.
* Ovenfor gengives nogle påstande om pension, skat, og penge i udlandet. Nedenfor relevante links hvis man ønsker uddybning eller kilder:
Penge i udlandet:
Manglende skattebetaling i alle samfundslag:
http://www.wsj.com/articles/greece-struggles-to-get-citizens-to-pay-their-taxes-1424867495
http://www.economist.com/blogs/freeexchange/2012/09/tax-evasion-greece
Pensionsforhold:
http://www.economist.com/blogs/charlemagne/2010/02/greeces_generous_pensions
Gældsbyrden ift. Andre lande:
http://www.bruegel.org/nc/blog/detail/article/1551-greek-choices-after-the-elections/