Vi har ikke råd til at lave en Voteman-video, og det er nok meget godt. Vi skal heller ikke komme med nogen partipolitisk udmeldinger, for Europaparlamentet har ikke megen indflydelse på vores forretning - Og dog!
Europaparlamentet har et ord at skulle have sagt i mange spørgsmål, som har betydning for vores hverdag. Der er rigtig meget regulering, der kommer fra Bruxelles i dag. Spørgsmål som moms på ejendomsadministration, forbrugerbeskyttelse og realkreditlån, som er en vigtig del af vores og jeres hverdag, har alle en betydelig europæisk vinkel.
Igennem mange år har der været meget fokus på regler om harmonisering af handel med varer over grænserne, mens serviceydelser har været mere nationale. Udviklingen er dog ikke til at tage fejl af. Vi vil få mere fælles-europæisk regulering, der berører serviceydelser som f.eks. ejendomsadministration, og den dag, hvor vi skal til at forholde os til international konkurrence ligger måske ikke så mange år fremme i tiden.
Det er nok en udvikling, som man må forholde sig til, og derfor blander vi også i debatten. Vi vil dog ikke markedsføre nogen politisk dagsorden, men blot fremhæve et par væsentlige pointer:
Europaparlamentsvalget er et politisk valg – ikke et Melodi Grand Prix!
Når man stemmer til Europaparlamentet skal man stemme for at få indflydelse. Hvis man er højreorienteret skal man stemme til højre, og hvis man er venstreorienteret skal man stemme til venstre.
Der er nogle politikere, der fokusere meget på at skabe en fortælling om, at det er os imod alle de andre, og det er forkert. Denne diskurs bliver typisk formuleret i vage vendinger imod bureaukrati eller lignende. Holdninger som det er svært at have noget imod. Realiteten er imidlertid, at diskursen sætter et modsætningsforhold op imellem de gode (det er os) og de knap så gode (alle de andre).
Der er en indholdsløs diskurs, der ikke fører nogen steder hen, for der er ikke nogen national interesse, der skal varetages i Bruxelles. Vi har ikke samme interesse, som en landmand fra Vestjylland eller en arbejdsløs på Lolland. Vi står ikke i modsætning til svenskere, tyskere og italienere. Vi har sikkert mere til fælles med ejendomsadministratorer og advokater i Milano end minkavlere i Holstebro.
Parlamentsvalget er på den måde ikke anderledes end et Folketingsvalg. Man skal stemme på den kandidat, der går ind for den politik, som man selv støtter, og som er i stand til at få den gennemført!
Det giver derfor ingen mening altid at stemme for danske interesser – eller imod alle andres interesser. Så vi stemmer i med Voteman:
Husk at stemme!
Europaparlamentet er meget vigtigt. Der bliver truffet mange utroligt vigtige beslutninger i Parlamentet, og det er derfor utroligt vigtigt, at vi får valgt nogle dygtige og kompetente politikere, der kan komme ind i kampen.
Man får indflydelse ved at stemme, og vi skylder alle sammen hinanden at gå hen at stemme.
Godt valg!