Flere ejendomme bliver omfattet af energimærkningsordning og større fokus på de dårligst præsterende ejendomme 

Nye regler forventes at træde i kraft snart

Nye regler for energimærkning af bygninger er på vej som led i implementeringen af EU’s reviderede bygningsdirektiv (EPBD). Når reglerne træder i kraft, vil det få betydning for mange ejendomsejere og ejendomsadministratorer – både fordi flere bygninger bliver omfattet, og fordi der generelt kommer et øget fokus på bygninger med de laveste energimærker.

Flere ejendomme og fredede ejendomme bliver omfattet

En af de konkrete ændringer er, at energimærkningspligten udvides til også at omfatte bygninger ned til 50 m², ligesom fredede bygninger fremover vil være omfattet. Det betyder, at en række ejendomme, som i dag er undtaget, fremover skal have gyldigt energimærke i forbindelse med salg og udlejning. Samtidig markerer reglerne et skifte i, hvordan energimærker bruges i praksis. Energimærket er ikke længere kun et oplysningsværktøj, men bliver i stigende grad et styrings- og prioriteringsredskab, især for de bygninger, der ligger i de laveste energiklasser (typisk F og G).

Øget opmærksomhed for de dårligst præsterende ejendomme

EU’s bygningsdirektiv lægger op til, at medlemslandene gradvist skal arbejde målrettet med de dårligst præsterende bygninger, særligt inden for erhverv, og at disse bygninger på sigt forventes at skulle løftes energimæssigt. I Danmark forventes dette at ske trinvist og over en årrække, men signalet er klart: Ejendomme med lave energimærker vil få øget opmærksomhed i forhold til drift, investeringer og langsigtet værdi.

For ejendomsejere og administratorer betyder det, at det allerede nu er relevant at vide:

  • Hvilke bygninger i porteføljen der ligger i de laveste energiklasser
  • Om eksisterende energimærker er opdaterede og retvisende og hvilke ejendomme som i fremtiden ikke vil være fritaget
  • Hvor der på sigt kan blive behov for energiforbedringer eller større renoveringstiltag

 

Hvornår gælder de nye regler?

Den nye bekendtgørelse forventes at træde i kraft den 29. maj 2026, hvor EU’s bygningsdirektiv senest skal være implementeret i national lovgivning. Der er ikke tale om, at alle krav udløses fra dag ét, men reglerne sætter en tydelig retning for, hvordan energiydelse vil spille en stadig større rolle fremover.

Vores anbefaling

Hos os ser vi de nye regler som en anledning til rettidig omhu. Vi anbefaler, at ejendomsejere allerede nu:

  • Skaber overblik over energimærker i ejendomsporteføljen – særligt F- og G-mærkede bygninger
  • Forholder sig strategisk til, hvilke ejendomme der kan blive berørt på længere sigt
  • Indtænker energiforbedringer som en del af den langsigtede værdiforvaltning

Vi følger udviklingen tæt og rådgiver løbende om, hvordan reglerne påvirker ejendomme i praksis.

Foto: Bolius