Der er nok nogen, der mener, at vi stadig ikke er helt færdige med den sidste krise, Finanskrisen, der ramte i 2007-2008. Men nu er det sådan, at kriser kommer og kriser går, og selv om vi måske synes vi mangler en ”optur”, så kommer der naturligvis en ny krise før eller senere. Når der er gået næsten 10 år siden sidste store krise, begynder det også at være tid til at kigge sig om efter den næste og prøve at forberede sig.

Med risiko for at bevæge os ud i rent gætværk, vil vi nu præsentere et lille katalog over mulige kriser. Vi har naturligvis ingen krystalkugle, og dybest set handler det heller ikke om at forudsige fremtiden. Når vi opstiller krisescenarier, så er det for at få en ide om, hvilke risici, det måske er værd at beskytte sig imod. På denne måde bliver krisetænkningen ret konkret.

Små synlige krisetegn

Men inden vi starter analysen, vil vi godt fortælle en lille historie fra vores egen hverdag, som i al sin uskyldighed måske har et bekymrende budskab. For kort tid siden søgte vi en ny medarbejder til vores reception. Det er et arbejde, der ikke kræver nogen særlig uddannelse eller erfaring, og på få dage modtog vi mere end 400 ansøgninger, mange af dem meget kvalificerede. Det er naturligvis dejligt at så mange mennesker gerne vil arbejde hos os. Men når vi samtidig ved at ejendomsbranchen skriger på dygtige og erfarne folk med den rette uddannelse, så er det en lille smule skræmmende. På opslåede stillinger i ejendomsbranchen modtages der ofte kun en håndfuld ansøgninger og nogle stillinger giver det slet ikke mening at slå op. Dette er ikke i sig selv udtryk for en krise, men et strukturelt problem, hvor mange mennesker på arbejdsmarkedet ikke har de rigtige kvalifikationer – eller måske ikke er på det rigtige sted.

Mange kriser er lidt ligesom jordskælv. Det er rystelser, der opstår, når noget økonomisk eller politisk har bevæget sig i det skjulte, og der opstår et behov for en pludselig og hurtig justering. Vores erfaring med adgang til arbejdskraft er nok udtryk for sådanne problematiske spændinger.

I det følgende opstiller vi fem krisescenarier: Pludseligt stigende rente, vækstkrise og faldende rente, en handelskrise, en sikkerhedskrise og en pensionskrise.

Første mulighed – stigende renter

Et af de mest nærliggende krisescenarier, særligt når man kigger i ”økonomibogen” er en pludselig og voldsom rentestigning, som er drevet af stigende inflation, eller en solid forventning om stigende inflation. Dette er nærliggende, fordi det er forudsigeligt. Vi ved, at mange mennesker har indrettet deres økonomi på billige lån, og de allerbilligste lån har den meget uheldige egenskab, at renten kan stige hurtigt og pludseligt.

Der er ingen, der forventer sådan en hurtig rentestigning lige nu. Der er hverken inflationstegn eller tegn på den voldsomme stigende samfundsaktivitet og deraf følgende kapitalmangel, som kan give inflationen. Centralbankerne vil også være meget forsigtige med at sætte de officielle renter i vejret. Men det er svært at styre inflation og særligt folks forventninger til inflation – især fordi meget af den pengepolitik, der bliver ført i dag burde være inflationsskabende! Der kunne blive tale om en ketchup-effekt, hvor det lige pludselig går stærkt – måske udløst af en lokal begivenhed et sted i verdenen.

Hvis vi får pludseligt stigende renter, vil det presse priserne ned på mange typer aktiver, først og fremmest fast ejendom og aktier. En sådan pludselig stigende rente vil betyde, at mange har færre penge til forbrug, og det giver arbejdsløshed. Det behøver ikke nødvendigvis betyde, at der kommer mange konkurser og tvangsauktioner. Kreditgivningen er blevet strammet, så mange vil kunne blive siddende i deres hus, så længe de beholder arbejdet, men stigende rente vil medføre voldsomme fald i ejendomsværdierne.

Dem, der kommer i klemme i dette scenarie, er de højt belånte, og dem som er afhængige af en lav rente for at have råd til at servicere sine lån. På lidt længere sigt vil inflationen dog føre til nominelle prisstigninger, og gælden vil blive relativt mindre. Mange økonomer sidder nok lidt i det skjulte og håber på en lille kontrolleret inflationskrise.

Anden mulighed – vækstkrise med faldende renter

Det kan godt være svært at forestille sig, men der er også et scenarie, hvor indlånsrenterne falder yderligere, så de bliver negative med måske 2, 3 eller 5 % p.a. Rent teknisk bør der være en ”bund”, fordi man jo altid kan tage sine kontanter hjem under hovedpuden, hvor de giver 0 %. Efterhånden som samfundet bliver mere og mere kontantløst, bliver dette scenarie dog ikke helt vanvittigt. Virksomheder og pensionskasser kan heller ikke bare tage penge ud af banken og lægge dem i en bankboks. De skal jo betale markedsprisen for at få dem opbevaret i banken.

En følgevirkning kan også meget vel blive deflation (faldende priser) som er en økonoms værste mareridt, da samfundet ”ruller baglens” eller fryser til. Dette er et muligt scenarie, hvis der bliver ved med at være store problemer med at få vækst i samfundet, da det vil tvinge flere penge ”ud at arbejde”. Det er et meget svært scenarie, og det ligner lidt det, som Japan har oplevet gennem mange år, hvor den indenlandske statsgæld har vokset sig enorm, fordi staten har pumpet penge ud, men væksten stadig ikke er kommet i gang.

I dette scenarie vil vi se store udfordringer med at bevare værdien af penge, og likviditetsstyring bliver vigtigt. Uden likviditetsstyring vil man tabe penge.

Tredje mulighed – en handelskrise

Nationalismen er på fremmarch i mange lande, og de kan variere lidt i form og farve fra land til land. Det overordnede budskab er dog ens, nemlig at ulykkerne kommer udefra, og at det er de andres skyld alt sammen. Om fjendebilledet hedder EU, NAFTA, NATO, islam eller noget helt femte er i den forbindelse helt ligegyldigt.

Verden er i dag sammenvævet af relationer af enhver art, der går på kryds og tværs af grænser, og når der bliver gennemført nationalistiske politikker, uanset om det er grænsekontrol, beskyttelse af egenproducerede varer eller regler for tvungen anvendelse af lokale sprog, så begrænser de disse relationer. Og relationerne skaber velstand.

Det er nok ikke realistisk, at Danmark alene skulle trække sig ud af internationale samarbejder, selvom vores nej til at ophæve retsforbeholdet og dermed udtrædelse af Europol var et pænt skridt på vejen. Dansk økonomi er i den grad afhængig af udlandet.  Det nærmer sig økonomisk selvmord, at bevæge sig længere ned i den retning.

Risikoen er reel. England vil nok opleve en handelskrise af større eller mindre omfang ifm. en gennemførelse af BREXIT og den vil smitte af på lande som handler meget med England – særligt Irland. Der er dertil en risiko for at andre store lande som USA trækker sig ud af det internationale samarbejder, eller at et BREXIT spiller voldsommere over end man forventer – f.eks. i kombination med et af de ovenstående scenarier. En handelskrise vil have meget store omkostninger for de pågældende lande, men det vil også kunne mærkes i dansk økonomi. Det absolutte skrækscenarie er dog, at Tyskland – som vores nabo og største handelspartner – trækker sig tilbage i sig selv, og nationalisterne er ved at melde deres ankomst der også. Det ville få meget voldsomme konsekvenser for dansk økonomi.

En handelskrise vil ramme meget bredt. En del varer vil blive dyrere, og det vil give færre penge til forbrug. Samtidig vil mange virksomheder, der er afhængige af eksport blive udfordret økonomisk. Det vil formentlig også blive meget dyrt og langvarigt. Det er et scenarie, hvor alle bliver tabere.

Fjerde mulighed – en sikkerhedspolitisk krise

Vi har gennem mange år levet trygt og forskånet for alverdens krige og ulykker i et – relativt – sikkert hjørne af verden. Vi lever dog også under en NATO-paraply, som er med til at give denne sikkerhed. Hvis presset udefra stiger, f.eks. ved russisk oprustning, eller hvis NATO-samarbejdet smuldrer, fordi USA ikke vil bruge de samme resurser som hidtil, vil vi kunne blive sikkerhedspolitisk udfordret.

Denne udfordring kan også komme på en mere indirekte måde. I 2015 førte en del politikere valgkamp på at ville betale for flere velfærdsydelser ved at beskære ulandsbistanden – og dermed også hjælpen i nærområderne i Syrien. Få måneder efter var der en meget kontant afregning af prisen på den slags besparelser, da flygtninge begyndte at gå på den sydjyske motorvej.

Sikkerhedspolitik kan handle om mange ting, og en krise her vil ikke umiddelbart virke som en almindelig krise, da der typisk vil være tale om, at det pludseligt bliver nødvendigt at afsætte mange flere penge til militær eller ulandsbistand eller at en sikkerhedskrise påvirker forventningerne til fremtiden på en måde så den udløser en eller flere af de ovenstående kriser. En sikkerhedspolitisk krise betyder i bedste fald blot at der kommer et budgetunderskud i en periode, men med i forvejen sårbare økonomier, er dette også et problem.

Femte mulighed – en pensionsbombe

I Danmark har vi nok ikke det store problem. Pensioner er i vid udstrækning finansieret ved privat opsparing, og der ligger således ikke en stor fælles opgave i at betale dyre pensioner til store generationer, der har tænkt sig at tiden fra 60 til 90 år med storbyrejser, krydstogter, golf og wellness.

De meget lave indlånsrenter – og måske negative renter – kan måske godt ses i sammenhæng med pensionsopsparingen. Hvis mange mennesker har oparbejdet store formuer med forventning om at skulle leve længe af formuernes afkast, og de, der er tilbage på arbejdsmarkedet, ikke vil – eller kan – betale et stort afkast, så bliver renterne presset ned, og pensionerne dermed også udhulet.

Der er politisk allerede taget tilløb til at demontere denne bombe ved at øge pensionsalderen, og det er næppe sandsynligt, at vi vil se en egentlig krise udspille sig på grundlag af udviklingen i pensionsbyrden. Men udviklingen i antallet af pensionister kan skabe en vækstkrise, som det også er set i Japan, og udfordringer med pensionssystemet hænger derfor nok tæt sammen med den anden mulighed ovenfor.

...

Vi vil ikke spå om fremtiden, og der er ingen, der ved, hvad der præcist kommer til at ske, og hvilke udfordringer vi kommer til at stå overfor om 1, 2 eller 5 år. Når vi har lavet dette idekatalog, og vi deler det med alle, så er det imidlertid fordi vi hele tiden overvejer, hvordan man skal placere sig, og hvordan man bedst muligt beskytter sine værdier.

Det er også vigtigt at forstå, at det ikke er nødvendigt at ”ramme rigtigt” – dvs. forudsige hvilken krise der rammer os hvornår. Det centrale er at vurdere alle mulighederne og overveje om og hvordan man afdækker dem. Eksempelvis synes en krise baseret på pludselig stigende rente ikke særlig sandsynlig lige nu, men den vil for mange være meget problematisk! På samme vis regner vi jo heller ikke med at vores hus skal brænde eller oversvømmes, men vi afdækker os med en række forsikringer alligevel.

Det er vigtigt for alle, men særligt når man forvalter fast ejendom, at man har de lange briller på pga. at man forholder sig til disse risici. Også dem der ikke vurderes som mest sandsynlige! Det er på denne baggrund af vi bruger de 5 scenarier, når vi rådgiver vores kunder om deres risikoafdækning.