Vi har før været rundt om spørgsmålet, om hvad der sker i Danmarks udkant. I København og andre store byer vokser befolkningen, boligpriserne stiger og der bliver bygget nyt, mens udviklingen går anderledes langsomt i store dele af landet. Det er kun lidt eller ingen ny udvikling, og det er en tendens, der har været stærk i de seneste år – forstærket af kommunesammenlægninger og finanskrise.

Det gør lidt ondt at se den udvikling, for den er med til at dele landet, så der bliver et modsætningsforhold imellem de rige, veluddannede, storbysmarte på den ene side, og en mindre velstillet gruppe, som føler sig koblet af, og som danner grobund for nationalistiske kræfter på den anden side.

Man kan vælge at sige, at det er den nådesløse udvikling, som sker overalt i verden, og som er umulig at stille noget op over for. Det ville være som at kæmpe imod fysikkens love. Det holder ikke i længden.

Men det er ikke rimeligt bare at lade ting ske. Politik handler helt grundlæggende om at træffe nogle valg og foretage nogle prioriteringer, der kan ændre på tingene. Man kan ikke løse alle problemer med politik, men man skal gøre nogle forsøg.

I 2015 blev der annonceret en storstilet plan for udflytning af statslige arbejdspladser, en plan, som skal hjælpe på problemet ved at tilføre andre byer end København en del af de lønkroner og beskæftigelsesmuligheder, som nu engang kommer med de statslige arbejdspladser. Vi har tidligere gjort opmærksom på, at dette nok ikke var en gratis omgang, og det viser sig nu stille og roligt at regningen for projektet stiger.

Vi er heller ikke overbevist om, at det er den rigtige måde at hjælpe udkanten. Mange af de planlagte udflytninger forekommer lidt tilfældige, som om det handler mere om politiske studehandler, og hvem der nu har brug for et skulderklap ude i landet.

Der er dog også et par grundlæggende gode ideer i pakken, som vi gerne vil fremhæve.

Ideen med at samle en række klagenævn i Viborg, der i forvejen huser Vestre Landsret er god. Man kan tage ideer endnu videre og flytte endnu flere juridiske arbejdspladser til Viborg – og også gerne et universitet, således at man får skabt et spændende og alsidigt juridisk miljø, der bygger ovenpå det gode miljø, som er der i forvejen.

Ideen med at flytte nogle større statslige arbejdspladser til byer relativt tæt på København er også god. Bankerne har for længst opdaget, at ikke alle medarbejdere behøver at være placeret i København K. Ved at placere arbejdspladser i udkanten af København i rimelig pendlerafstand, f.eks. i Roskilde og Køge kan man give mulighed for at der kan fastholdes medarbejdere, der bor i København. Det bliver også let for de medarbejdere, der gerne vil bo lidt længere væk, men som ikke orker at pendle helt ind til Slotsholmen.

Men der er også behov for at tænke i helt andre baner.

Når man ser ud i landet, er der faktisk byer, hvor det går godt.

Ind imellem skabes der nogle muligheder et sted, og så vokser en by som Herning frem med masser af aktivitet og dynamik. Trekantområdet udnytter sin geografiske placering til at vokse, og det gør Klitmøller også, men på en helt anden måde ved at skabe et Cold Hawaii. Og lakrids dukker op på Bornholm ud af det blå.

Man kan spørge, hvad der skal til, men de byer og områder, der har succes, får det ofte med en eller anden kant. De gør noget for at udvikle sig, og de satser på noget, som gør dem interessante.

Billund har gennem mange år satset på Lego, Legoland og lufthavnen. Ærø har også gjort sit for at udvikle sin turisme.

Det er ideer, der er opstået og udviklet lokalt uden megen hjælp udefra.

I den modsatte ende er de byer, der bare har en gågade, der lukker lørdag kl. 13.00, en håndboldhal, og nu måske også en håndfuld statslige arbejdspladser. Det er de samfund, der lidt provokerende sagt, er præget af konservatisme, lukkethed og uvilje til at tilpasse sig. Det er der, hvor Janteloven stadig hviler tungt over samfundet.

Udvikling er ikke noget, der kommer af sig selv – eller med penge udefra. Der skal være en vilje til at udvikle sig og forny sig – ellers smider man bare penge ned i et sort hul.

Storbyer har altid haft en fordel af, at de har tiltrukket folk fra mange forskellige steder, og med forskellige talenter, som har fået lov til at udvikle sig, men storbyer har ikke monopol på udviklingen.

Udkanten kan komme med på mange måder, og der er ikke bare en enkelt løsning, som alle kan bruge. Fælles er dog, at udvikling er en proces, som bliver ved og ved, og som ikke skabes med en enkelt statslig arbejdsplads, en bro eller en fabrik. Derfor skal løsningerne også komme fra de lokale miljøer og ikke bare i form af penge udefra.

Der hvor udviklingen sander til i konservatisme, og ingen tager nye initiativer, sker der sjovt nok heller ikke noget. Det er derfor først også fremmest de lokale politikeres opgave at skabe plads til udvikling, at støtte nye initiativer, når de viser sig. Det er en kultur, der skal understøttes helt fra skolen af gennem de forskellige initiativer, som man kan sætte i gang. Politikerne selv har sjældent begreb om, hvad der er godt for udviklingen,  og de skal så vidt muligt undgå at blande sig.

Når politikerne går ind, så kommer det ofte til at handle om, hvorvidt vi kan få nogle lidt større butikker, så vi kan overleve på bekostning af nabobyerne, eller hvordan vi kan beskytte de arbejdspladser, som udviklingen allerede har dødsdømt i nogle år endnu. Det er visionsløst, og det hjælper sjældent.

Derfor må den politik, der skal føres også være fleksibel og understøtte alle de gode ideer – det gælder både lokalt og nationalt. Det må ikke være statsstyring – eller lokalstyring, hvor politikerne beslutter, hvad der er godt, og hvor fremtiden ligger. Politikerne skal selvfølgelig sikre, at udviklingen ikke sker ved at påføre resten af samfundet for store eksterne omkostninger i form af forurening eller byggeri, hvor der ikke bør bygges.

Udkanten har massere at byde på, og det er i høj grad op til udkanten selv at finde de rigtige veje frem, og politikerne skal understøtte dette ved at give plads til folk med ideer. Så skal der nok ske noget. Det er der massere af eksempler på, og Danmark er trods alt ikke større end at det er til at komme rundt, så udkanten er jo ikke en rigtig udkant – i hvert fald hvis man sammenligner med Norge og Sverige.

Så helt grundlæggende. Selvfølgelig skal udkanten hjælpes, men det er udkanten selv, der bærer det største ansvar for at få gang i udviklingen.