Vi har en meget kompliceret lejelovgivning, der regulerer forholdet mellem lejer og udlejer på kryds og tværs, og som helt grundlæggende bygger på en forudsætning om et ubalanceret forhold. Et forhold hvor lejer er den svage part og udlejer ikke er i stand til at opføre sig ordentligt overfor sine lejere.

Det er også rigtigt i visse tilfælde, og der findes talrige eksempler på, at lejere er blevet behandlet urimeligt af deres udlejere.

Vi må dog også erkende, at verden ændrer sig, og lejeforhold ikke er så statiske som de var tidligere. Lejere flytter hurtigere, de efterspørger andre og mere komplekse ydelser. Nogle steder bliver boligerne til overs, og man river hele boligblokke ned, mens der andre steder er grundlag for at investere voldsomt i både nybyggeri og i den eksisterende boligmasse.

Jeg så fornylig et interessant statement i en rapport om ejendomsmarkederne, der fik mig til at reflektere: ”Twenty years ago we had tenants, now we have customers. In 20 years’ time we will have guests.”

Relationen mellem lejere og udlejere ændrer sig. Den nuværende lejelovgivning passer ikke rigtig ind i dette billede.

Boligen er det væsentligste aktiv for langt de fleste mennesker, og mange mennesker ejer deres egen bolig. Lejemarkedet er dog stadig utrolig vigtigt, da det ikke er nogen naturlov, at man som forbruger skal binde kapital i det aktiv, som man forbruger.

En af grundlæggerne af AirBnB blev i et interview også spurgt om, hvad han skulle med alle sine penge, om han skulle købe sig en privat ø. Han svarede, at det var der ingen grund til. Han kunne jo bare leje en ø på AirBnB…

Det næstvigtigste aktiv for de fleste er bilen, og den bliver nu i vid udstrækning leaset på kontraktsformer, der stort set ikke fandtes for 20 år siden. De giver driftsmæssig tryghed, samtidig med at der er sikkerhed for prisen ved et salg indenfor 1-4 år.

Det er naturligvis ikke til at forudse, hvilken retning udviklingen vil gå, og hvilke innovative produkter, der vil ramme boligmarkedet i Danmark eller i udlandet.

I 2015 blev lejelovgivningen ændret således at feriehusudlejning ikke længere er omfattet. Det betyder, at huslejenævnet ikke længere kan tage stilling til, hvorvidt et luksussommerhus med spa er udlejet på ugebasis i højsæsonen til en leje, der overstiger det lejedes værdi… Det giver umiddelbart mening.

Men resten af boligmarkedet er stadig fastlåst i en regulering.

Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for forbrugerbeskyttelse. På boligmarkedet skal man selvfølgelig beskyttes imod uigennemskuelige og uforudsigelige kontrakter, der ender med at koste forbrugeren penge i situationer, som han eller hun ikke med rimelighed kunne forudse.

Den regulering, der er brug for, skal bare tage udgangspunkt i virkeligheden som den er i dag, hvor en lejebolig ikke nødvendigvis er en livstidsbolig, og hvor udlejer i langt højere grad har frihed til at definere ydelsen for at dække behov, som ingen lovgiver overhovedet kan forestille sig eksisterer.