Højesteret har i en afgørelse U.2016.1109 H behandlet nogle spørgsmål i forbindelse med påkrav og ophævelse af erhvervslejemål.Påkravsskrivelser har traditionelt givet anledning til forskellige problemer. De skal være formuleret helt korrekt, da konsekvensen ellers vil være, at den efterfølgende ophævelse af lejemålet er ugyldig.

I sagen afsendte udlejer et påkrav fredag d. 6., som kom frem til lejer lørdag d. 7. Påkravet blev sendt med anbefalet og almindelig post.

Påkravet indeholdt en udgift på 52 kr. til at indhente en folkeregisteroplysning på lejer. Dette accepterer Højesteret som en pligtig pengeydelse, der kan medtages i påkravet. Højesteret henviser til en tidligere afgørelse gengivet i UfR 2000.905, hvor det bliver udtalt, at »Som udgangspunkt må alle pengeforpligtelser, som i medfør af … lejeloven eller lejeaftalen påhviler lejeren … anses for omfattet af udtrykket »anden pligtig pengeydelse« under forudsætning af, at der ikke består nogen rimelig tvivl om forpligtelsen.« I den forbindelse lægger man også vægt på, at lejer må anses for at være forpligtet til at underrette udlejer om en adresse, hvortil henvendelser kan ske.

Ophævelsen bliver afsendt onsdag d. 11., og det finder Højesteret er for tidligt, idet ophævelsesskrivelsen først må afsendes efter udløbet af påkravsfristen, jf. Erhvervslejelovens § 69, stk. 3. Ophævelsen er derfor ugyldig.

Det afgørende er, at Højesteret finder, at lovens frist på 3 dage skal forstås som 3 hverdage. Det betyder, at når lejer har modtaget påkravet om lørdagen, bliver onsdag d. 11 til fristens sidste dag.

Det betyder, at ophævelsen først kunne fremsendes gyldigt torsdag d. 12…

Udover dette bemærker Højesteret også, at påkravet er ugyldigt på grund af en uheldig formulering.

Påkravet er formuleret således, at lejemålet kan ophæves, hvis restancen ikke er ”vort kontor i hænde” inden fristens udløb. Denne formulering er ikke usædvanlig i påkravsskrivelser.

Højesteret anfører, at ”ifølge erhvervslejelovens § 69, stk. 3, skal påkravet angive, at lejeforholdet kan ophæves, hvis lejerestancen »ikke betales« inden påkravsfristens udløb.

Efter erhvervslejelovens § 42, stk. 1, 3. pkt., anses »indbetaling til et pengeinstitut« for betaling. Efter retspraksis om denne bestemmelse og den tilsvarende bestemmelse i lejelovens § 32 anses betaling ved pengeoverførsler gennem pengeinstitut for sket, når beløbet er trukket på lejerens konto, selv om det først næste dag eller senere går ind på udlejers konto. Såfremt lejer foretager en pengeoverførsel, der på fristens sidste dag bliver trukket på hans konto, kan udlejer således ikke ophæve lejeaftalen, selv om han på ophævelsestidspunktet endnu ikke har modtaget beløbet ved, at det er gået ind på hans konto.

I den foreliggende sag har udlejer i påkravet undladt at anvende det i loven foreskrevne udtryk »ikke betales«. Højesteret finder, at et påkrav også ved at anvende et andet udtryk kan opfylde lovens krav, hvis det andet udtryk har samme betydning som det foreskrevne.

Udlejer har i den foreliggende sag skrevet »ikke er vort kontor i hænde«. Højesteret finder, at dette udtryk ikke har samme betydning som det foreskrevne. Det indebærer et krav om, at udlejeren skal have modtaget beløbet, og vil dermed f.eks. ved en pengeoverførsel betyde, at beløbet skal være gået ind på udlejerens konto. Et sådant krav er ikke indeholdt i udtrykket »betales«.

Formuleringen af påkravet opfylder således ikke kravet i erhvervslejelovens § 69, stk. 3.

Formuleringen burde i stedet have følgende ordlyd ”følgende beløb bedes venligst indbetalt til os senest 3 hverdage efter at denne påkravsskrivelse er kommet frem til Dem, idet Deres lejemål i modsat fald uden yderligere varsel kan ophæves jf. xxxxx”