Den 29. juni 2016 afsagde Højesteret en dom, som ændrede både Vestre Landsrets og boligrettens dom om udlejers opkrævning af udgiften til PBS-opkrævning fra lejer af et omkostningsbestemt lejemål. Højesteret har således truffet en principiel afgørelse om udlejers adgang til at få PBS- udgiften dækket ved direkte refusion fra lejer af et boliglejemål. Højesteret slog i dommen fast, at udgiften til PBS-ordningen er en driftsudgift, og at lejelovgivningen ikke indeholder særskilt hjemmel til at opkræve gebyret som et tillæg til lejen.
Højesteret fastslår således, at udgiften til PBS-opkrævning skal opkræves via en stigning i den omkostningsbestemte leje.
Dommen afklarer dog ikke, om omkostningen allerede er indeholdt i det normtal til administration, som fastsættes årligt af huslejenævnene, om dette skal sættes op grundet udgiften, eller om udgiften kan opkræves som en selvstændig post i det omkostningsbestemte budget.
I den konkrete sag opkrævede udlejer et gebyr for PBS-opkrævning hver måned fra lejer. Gebyret blev således opkrævet særskilt uanset de strikse lejereguleringskrav, som findes i lejeloven og boligreguleringsloven.
Udlejer begrundede opkrævningen med henvisning til en Østre Landsrets dom fra 2000, hvor udlejer fik medhold i opkrævning af gebyret. I dommen tog Østre Landsret stilling til, om opkrævning af PBS-gebyr var i strid med lejelovens § 32 om udlejers anvisningsret af betalingssted.
Udlejer havde nedlagt påstand om, at det fortsat skulle være tilladt for udlejer at opkræve PBS- gebyr, og at betaling ikke kunne ske over PBS, medmindre gebyr blev betalt af hver enkelt lejer. Udlejer anførte, at PBS-gebyret var langt billigere for lejer, og at det svarede til en portoudgift, som lejer ville skulle betale hvis indbetaling skete på en anden måde. Udlejer understregede, at det ikke var en driftsudgift, da det var en betaling til tredjemand, og at hvis der ikke kunne opkræves PBS-gebyr, da måtte lejer ikke betale via PBS.
Lejer havde nedlagt påstand om, at gebyret allerede var indeholdt i administrationsomkostningerne, og at udlejer ikke måtte opkræve yderligere.
Østre Landsret fandt, at aftalen ikke var i strid med lejelovens § 32, jf. § 35 og godkendte derfor gebyret. Retten tog ikke stilling til karakteren af PBS-gebyret.
Højesteret afsagde en dom i 2009, som såede tvivl om berettigelsen af opkrævningen. I dommen tog Højesteret stilling til, hvorvidt udlejer var berettiget til at opkræve særskilt betaling til dækning af vandforbrug efter lejelovens § 46 j, stk. 1.
Udlejer leverede vand til lejer, og udgiften var ikke fordelt efter individuelle målere. Adgangen til at kræve særskilt betaling for vand som tillæg til lejen var dog betinget af, at den enkelte lejeres betaling blev opgjort på grundlag af lejerens forbrug i henhold til individuel forbrugsmåler, jf. ordlyden af lejeloves § 46 j, stk. 1.
Afgørende var, om der var tale om, at lejeren ud over lejen skulle dække dele af udlejers driftsomkostninger, og om der i lovgivningen fandtes hjemmel til at kræve særskilt betaling.
Højesteret fandt, at betaling af udgiften var en driftsudgift, som ikke kunne dækkes ved refusion, da der ikke var særskilt lovhjemmel til refusionen.
På grundlag af Østre Landsrets dom fra 2000, har udlejere fortsat opkrævet PBS-gebyret, når dette var aftalt i lejekontrakten. Dette på trods af dommen fra 2009 fra Højesteret. Udlejernes argument har været, at Højesteretsdommen fra 2009 vedrørte en opkrævning af vand, som utvivlsomt var en driftsudgift i modsætning til PBS-gebyret.
Højesteret har dog med dommen af 29. juni 2016 klart statueret, at principperne i dommen fra 2009 også er gældende for PBS-gebyret.
Højesteret definerer administrationsudgifter som værende ”den faktiske rimelige administrationsudgift til fremmed assistance ved administrationen”, og kategoriserer PBS-gebyret som sådan.
Det er uomtvistet, at lejer ikke separat kan opkræves dækning af udgifter, der er driftsudgifter. Derfor er Højesterets resultat, efter karakteriseringen af udgiften, ikke overraskende.
Med dommen afklarer Højesteret dog ikke, hvordan omkostningen skal tilføjes i det omkostningsbestemte budget.
Det er således fortsat uvist, om udgiften allerede skal anses for indeholdt i normtallet for administration fastsat af huslejenævnene, om det vil foranledige en stigning i normtallet eller, om det skal opkræves i en selvstændig post. Det bliver interessant at se, hvordan udlejerne vil håndtere dette i praksis ved varsling af stigninger i det omkostningsbestemte budget pr. 1. januar 2017, og hvordan huslejenævnene mener, at udgiften skal opkræves.
Det bliver desuden interessant, om Højesterets dom får betydning for konkurrencen for opkrævningstjenester som Nets. Da udgiften ikke længere direkte kan opkræves hos lejer og det fortsat er usikkert, hvordan udgiften skal dækkes, og om hele udgiften vil blive dækket, vil gebyrets størrelse komme til at betyde mere. Udlejere vil derfor efterspørge den laveste pris, hvilket kan åbne markedet for alternative spillere. Det er ikke utænkeligt, at f.eks. Danske Bank i forlængelse af Mobile Pay, kunne melde sig ind i kampen. Det samme kan man forestille sig med Pay Pal og Google Wallet.
De fortsat ubesvarede spørgsmål vil formentlig blive afklaret gennem de næste års praksis, lagt af udlejere og huslejenævnene. Lad os håbe, at parternes holdning ikke er for langt fra hinanden, så det bliver nødvendigt at få Højesterets nærmere præcisering.