Cobblestone styrker sin ledelse og produktudvikling med ansættelse af central figur fra DEAS i nyoprettet underdirektørstilling.
En af landets største og hurtigst voksende full service ejendomsforvaltere Cobblestone styrker nu sit management team med en erfaren og dygtig leder fra DEAS. Thomas Vester tiltræder den 1. maj i en nyoprettet stilling med henblik på at forbedre produkt- og markedsudviklingen i alle selskabets segmenter.
40-årige Thomas Vester kommer fra en stilling som Head of Change i DEAS’ ledelse. Hos Cobblestone betoner man især hans stærke kombination af praktisk ledelseserfaring, en skarp indsigt i ejendomsmarkedet og evnen til at analysere kundernes behov.
Skal udvikle processer, it og kundekoncepter
- Cobblestone er midt i et strategisk spring, hvor vi gentænker vores mest centrale processer og it-systemer. Samtidig udvikler vi en række nye koncepter for, hvordan relationen kan være mellem administrator, ejere og lejere. Vi skal skabe værdi gennem nærhed, indsigt og servicedesign. Den opgave skal Thomas være med til at løfte, og vi er glade for at have ham med ombord, siger adm. direktør Rasmus Juul-Nyholm.
Ud over Thomas Vesters rolle i selskabets strategiske udvikling får han - i samarbejde med direktør Patrick Kuklinski - det daglige ansvar for selskabets foreningsafdeling med administration af ejer- og andelsboligforeninger.
- Cobblestone og dets medarbejdere arbejder for at sætte et markant aftryk på ejendomsbranchen. Samtidig er Cobblestone et af de selskaber i branchen, der er vokset mest igennem de seneste år. De er dygtige til at tænke rundt om kundernes behov og f.eks. anvende nye it-platforme og konkrete løsninger til at skabe mere kvalitet i kundeservicen. Det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Thomas Vester, der bl.a. er uddannet på CBS og har arbejdet med ejendomme i mere end 15 år.