Pressemeddelelse: Ny opgørelse fra Danmark Statistik viser, at antallet af lejere stiger for ottende år i træk. - Flere ønsker en mere fleksibel boligøkonomi og hverdag, vurderer boligekspert.

Stadig flere danskere vælger at skrive under på en lejeboligkontrakt, mens antallet af boligejere fortsat stagnerer.

2.441.226 danskere bor i dag til leje, hvilket er knap 35.000 flere sammenlignet med 2017, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. 3.286.893 bor i egen bolig, kun 3.000 flere end i 2017.

Behov for lejeboliger skaber byggeboom
"En stor del af fremgangen af lejere de seneste år kan relateres til mange indvandrere samt flere unge og enlige, som ikke har råd til at eje. Interessen for et leje udmønter sig pt. i et byggeboom af boliger i bl.a. hovedstaden, Aarhus og Aalborg, hvoraf rigtig mange er lejeboliger, " siger Rasmus Juul-Nyholm, direktør hos en af Danmarks største ejendomsadministratorer, Cobblestone.

Samtidig skal det stigende behov for lejeboliger ses i lyset af en større megatrend, påpeger Rasmus Juul-Nyholm:

Flere midaldrende ønsker fleksibilitet
"Lejeboligen vinder også indpas, fordi en voksende grupper danskere har behov for mere fleksibilitet og frihed i deres hverdag og herunder en mindre stram boligøkonomi. F.eks. oplever vi flere midaldrende uden børn, der skifter ejerboligen ud med en lejebolig i byen for at få mere økonomisk råderum og begynde et nyt kapitel i deres liv. Herudover vokser antallet af danskere, der arbejder på deltid og på freelancekontrakter, eksplosivt. Deres økonomi er ofte mere usikker end fastansatte. Mange af dem foretrækker en lejekontrakt, fordi det er mindre risikabelt".

År           Antal ejere            Antal lejere
2018:    3.286.893                2.441.226
2017:    3.283.850                2.406.750
2016:    3.276.285                2.368.505
2010:    3.269.406               2.044.914


Kilde: Danmarks Statistik