1. maj ændrer vores arkitektfirma Plan 1 på ledelsen. Ny adm. direktør bliver Jesper-Max Larsen, mens stifter Martin Yde fortsætter i en ny rolle som arbejdende bestyrelsesformand.

Plan 1 Cobblestone Architects foretager snart et strategisk ledelsesskifte. Det sker når nuværende direktør og ejer, Martin Yde, den 1. maj på helt udramatisk vis overlader tøjlerne til Jesper-Max Larsen for at understøtte videreudviklingen af firmaet. 

Strategisk leder
47-årige Jesper-Max Larsen kommer med en baggrund i strategi, ledelse og forretningsudvikling. Gennem branchen har han haft et tæt kendskab til Cobblestone, som han betegner som en ’visionær og dynamisk virksomhed med et stort potentiale’. 

Bl.a. hæfter han sig ved samarbejdet med pensionsselskabet PenSam, hvor Cobblestone har overtaget forvaltningen af 26 ejendomme på i alt 258.000 kvadratmeter. Det åbner nye muligheder for Cobblestone og Plan1 Cobblestone Architects. 

- Det bliver en meget spændende ledelsesopgave at gå i gang med, og jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med de dygtige og engagerede medarbejdere hos Plan 1 Cobblestone Architects og realisere det store potentiale, der ligger i selskabet, siger Jesper-Max Larsen, der med titlen som direktør allerede er begyndt at arbejde i arkitektfirmaet.

Jesper-Max Larsen: ‘Bygherren først’
- Mit fokus bliver på at eksekvere en strategi, der sætter bygherren først. Vi vil bl.a. arbejde med ny teknologi, der involverer og skaber en tættere dialog med bygherren om vores løsninger. Det betyder f.eks., at vi gør både vedligeholdelsesplanlægning og byggeprocesserne mere enkle og overskuelige for kunden. Målet er at forbedre processerne og slutproduktet og samtidig holde omkostningerne nede, tilføjer han.

Jesper-Max Larsen vil fremover få det samlede ledelsesansvar for arkitektfirmaet og være ansvarlig for strategi og drift. Samtidig kommer han til at repræsentere Plan 1 Cobblestone Architects i Cobblestones koncernledelse. Martin Yde bliver arbejdende bestyrelsesformand med fokus på forretningsudvikling og udvikling af selskabets eksterne relationer.

‘Eksekverer opgaverne konsekvent’
Jesper-Max Larsen er en klar styrkelse af det tekniske ben i Plan 1, vurderer Rasmus Juul-Nyholm, adm. direktør for Cobblestone, som Plan 1-arkitekterne er en del af. 

- Efter fusionen mellem ARI Byggerådgivning og Plan 1 i 2017 sætter vi nu en ny ledelsesstruktur, som bliver endnu mere professionel og strømlinet i sin tilgang til markedet og selskabets strategiske udvikling. Vi kombinerer et stærkt teknisk team af arkitekter, ingeniører og bygherrerådgivere med en solid kommerciel ledelse. Martin Yde er ingeniør og en skarp idégenerator, mens Jesper-Max bliver den strategiske og operationelle leder, der eksekverer opgaverne konsekvent. Med rokaden får vi aktiveret markant flere kompetencer og står stærkere rustet til fremtiden, udtaler Rasmus Juul-Nyholm.

Baggrund i finans- og advokatbranchen
Oprindeligt er Jesper-Max Larsen bankuddannet og har arbejdet mere end 17 år i bankverdenen. I 2009 blev han business manager hos Philip Advokater, der senere fusionerede med Bech-Bruun, hvor han blev direktør. Efterfølgende har han bl.a. været administrerende direktør i et større ingeniørfirma, ekstern lektor i organisation og ledelse på CBS samt direktør og ledelsestræner i rådgivningsfirmaet Ledelse 360.